Flügger uddeler 400.000 kroner til lokale idrætsklubber i Norge
I januar er der udbetaling til de idrætsklubber, der er tilknyttet Flügger Andelen i Norge. Det godgørende koncept sikrer 20 procent rabat til de deltagende idrætklubbers medlemmer og giver samtidig kontante tilskud til klubberne.
En lang række norske sportsklubber og idrætsforeninger kan se frem til at købe nye fodbolde, net til målene eller endelig at få malet omklædningsrummene i det nye år. Midt i januar er der nemlig udbetaling i det norske landsdækkende koncept Flügger Andelen, hvor over 400.000 kroner i år bliver fordelt til de tilmeldte klubber. Siden etableringen af Flügger Andelen i august 2017 har medlemmer i de deltagende klubber kunnet købe alle varer i Flügger med 20 procent rabat. Samtidig får klubberne udbetalt fem procent af medlemmernes køb hvert år.
– Ideen til Flügger Andelen kommer fra nordmænds store kærlighed til vores idrætsklubber. Vi overvejede, hvordan vi kunne engagere de mange engagerede mennesker i og omkring klubberne, og kom på ideen om både at give rabat og samtidig muligheden for at støtte sin hjerteklub. Jo flere medlemmer, der nævner sin klub, når de handler i Flügger, des større kontantbeløb får klubben, fortæller Steffen Eide, der er salgsleder i Flügger og ophavsmand til Flügger Andelen.
Frivillighed fungerer
Hverken klubberne eller deres medlemmer forpligter sig til noget, når de bliver en del af Flügger Andelen. Og netop denne frivillige tilgang tilskriver leder af Flügger i Norge, Rolf Gjølberg, konceptets succes.
– Vi er stolte af, at gøre en reel forskel ude i de idrætsforeninger, som mange benytter flere gange om ugen. I klubberne kan de købe nyt udstyr, medlemmerne får rabat, og Flügger får forhåbentligt flere kunder i butikkerne. Det er win, win, win, siger Rolf Gjølberg
Med mere end 7.000 idrætsforeninger i Norge, er potentialet stort, og Steffen Eide håber at nå 1.000 tilknyttede klubber inden for et år.
– Vi kontakter klubberne og præsenterer dem for Flügger Andelen, men det er dejligt, at udbredelsen hovedsageligt sker gennem word of mouth. Der kommer nye klubber til hver uge, som har hørt om konceptet fra andre i foreningsverden, forklarer Steffen Eide.
Salgsrepræsentant Steffen Eide